Netop hjemvendt fra halvandet år i Australien gik jeg på gaden for at finde og spørge over 100 tilfældige mennesker landet rundt om deres grønne bevidsthed og bedste bæredygtige råd. Svarene delte jeg sensommer 2019 på instagram.

 

For mig var det et lille antropologisk studie, hvor jeg ville tage pulsen på Danmark som grøn nation. Jeg var netop vendt hjem fra 16 måneder i Melbourne, hvor klimakrisen for alvor var krøbet ind som en forandrende faktor i min og familiens hverdag.

 

Samtidig havde jeg et insisterende ønske om at tage snakken 1:1

og om at inspirere...

 

Hvad lærte jeg?

 

Møderne efterlod mig mest af alt nogenlunde fortrøstningsfuld, for det grønnes derude, klimabevidstheden spirede. Jeg oplevede dog, og det gik igen, at folk savnede og stadig gør, de konstruktive og overbevisende fortællinger, hvor vi genkender os selv og hinanden. Dem, der viser vejen at gå (løbe) og planter håb.

 

Fortællinger som rent faktisk får os til at tro på, at det batter og betaler sig at gøre en personlig klimavenlig forskel. At vi har et utal af handle-muligheder, hvis vi bare tager dem.

 

Selvom Danmark på verdenskortet er bitte ubetydelig lille, så har vi et gigaenormt ansvar, fordi vi lever over evne, majoriteten af os, med et forbrug, der kræver fire jordkloder, hvis alle levede som os. Vi har et ansvar, men vi har også privilegerede muskler så store som rundetårn at spille med både hjemme og ude. Globalt set kan vores løsninger præge og skubbe til den grønne omstilling og udvikling. Det er jeg helt overbevist om.

​

Her er enkelte af de mange betragtninger fra gaden: