Søg
  • Lene - detendergrønt

Her hjælper ingen tudekiks

Opdateret: 4. dec. 2020



Vidste du, at Mars er den planet i solsystemet med det tårnhøjeste bjerg. Ca. 25 km rager det op, tre gange højere end Mount Everest, navngivet Olympus Mons? Altså jeg vidste det ikke, ikke før forleden, hvor min yngste øvede sin 9. klasses projektpræsentation. Olympus Mons… en spøjs info at bære rundt på, men måske det handler om, at jeg absolut ikke ønsker at bære rundt på resten.


Planeten kan ikke reddes! Så kort kan den refereres, essensen af den problemformulering, som de tre opgavemakkere havde lavet som udgangspunkt for deres første reelle eksamen til Folkeskolens afgangsprøve. En projektopgave med det overordnede tema ”Udvikling”. Ugen igennem har drengene arbejdet på oplægget, der må vare 30 minutter inklusiv en præsentation af et kreativt produkt - en installation bestående af røde juleduge og diverse pap-træer: Et Mars før og efter at menneskeheden er flyttet derop.

Projektet er på mange måder godt og kreativt tænkt. En Planet B, hvis Planet A ikke klarer mosten. Hvis de klima-menneskabte forandringerne, iværksat af dig og mig og vores forfædre i løbet af de sidste ca. 180 år, ikke bliver løst - læs menneske-løst!


Godt og kreativt tænkt, ja måske, men hey, det går jo ikke!

Mor er ikke vred, mor er rystet

Som bæredygtig formidler, sprunget fuldblods ind i klimakampen og ud som selvstændig i virksomheden ”Det ender grønt”, ramte den som en mavepuster, præsentationen, der blev øvet igen og igen frem mod fremlæggelsen. Jeg skød løs med konstruktive modargumenter fra min tilhørerstol, mange og lange, men blev afvist. ”Stop mor, Vi tror ikke på det.”

Drengene har sat sig ind i global opvarmning, drivhuseffekten, SpaceX, smeltende gletschere, leveforhold og manglen på samme på Mars. Googlet derudad og skabt et mangesiders powerpoint slideshow om livet på en fjern planet, baseret på at jorden, det sted vi i dag kalder for hjem, bukker under, eller ret skal være ret: Jorden består, det er menneskeheden, der forgår.


Det gør mig superfrustreret, måske rystet er lidt meget sagt, men det faktum, at min 15årige søn virker så stålsat på, at vi ikke når i mål – til trods for, at han lever med pænt mange hverdagsforandrende grønne tiltag på hjemmefronten og forældre, der løbende udpeger de bæredygtige initiativer - det er da til at tude over.


Jorden består. Det er menneskeheden, der forgår.

Tag en tudekiks

Og tag dig så sammen! Vær om endnu mere stædigt handlekraftig på den grønne omstillings vegne, for mig at se er det den eneste holdbare vej. Det nytter ikke at sidde med klumper i maven og blive nærmest passiv aggressiv, når ens søn udfordrer visionen om en bæredygtig fremtid. Hans virkelighedsopfattelse kan jeg kun inspirere og motivere, ikke råde over. Vi må tro på det, du og jeg, os de afgørende voksne, og vi må tro i flok, ellers får vi i jo aldrig vores børn til det.


Tro på de stormagter, der lige nu rører på sig, vil accelerere inden for overskuelig fremtid. Tro på at EU rykker afgørende. At Indien gør det, at Kina har skruet på speed og Japan med. Tro på at Rusland kommer ombord sammen med Australien, godt presset af sin befolkning. Tro på, at Biden får flertal i Senatet og Kongressen, så han får fuld handlefrihed til at omstille sit USA. Det nye tiltag med John Kerry, tidligere udenrigsminister i Obama-teamet, der som nyudnævnt klima-zar får plads i selveste det nationale sikkerhedsråd, bare dét i sig selv er fantastisk nyt. DR.dk bruger betegnelsen ”opsigtsvækkende” og taler om, at det er et væsentligt signal til resten af verden.

Tro på, at de grønne kryds, flertallet af os satte på lister til Europaparlamentet og det danske Folketingsvalg forrige sommer snarest virker på nøl og handlingslammelse.


Tro på os selv for fa'en. Og så sæt i gang.

Livet værd

Vi må gribe i egen barm. Både hjemme og ude. Bruge også vores faglige muskler i den grønne omstilling. Jeg læste i weekenden, at 77 % af danskerne lige nu ikke er villige til fx at betale mere for kød og mælk med tanke på klimaet. Endnu en tudekiks, men samtidig jo en kærkommen udfordring, ikke mindst for os som formidlere, til at gøre os endnu mere umage med at fortælle og skabe genklang for, JA, det kommer til at koste, ikke kun kroner - også kræfter, men at det er det hele værd. Livet værd!


Samtidig har vi et voksende ansvar for at favne vores børn og unge. Både de, der går på gaden som klimaaktivister, men også de tusindvis af børn og unge fx de tre projektmakkere, der vil have os sendt out in space, fordi de har opgivet håbet om, at vi får skabt en bæredygtig verden. År 2117 er det tidsperspektiv entreprenørfantasten Elon Musk har sat for sine rakat-opsendelser til Mars med de første 100.000 efterkommere ombord. Samtidig er det allerede på tegnebrættet, hvordan de mange skal bo, nemlig på dansk. I boliger udtænkt af arkitekt Bjarke Ingels og co.


Det må bare aldrig blive vores reelle og primære redningsplanke, en fjern og rød planet med det tårnhøjeste bjerg...


Fremtiden ligger her. Vi står på den.

Et skridt på vejen i at tage børn og unge alvorligt tager jeg i den 9. episode af ”Hverdagens Klimahelte”, denne gang med filminstruktør Anna Emma Haudal, der bag bl.a. DR3 serien ”Doggystyle”. Halvvejs i episoden indtager hun rollen som omsorgsfuld og skarp brevkasse-vært, der besvarer spørgsmål fra klimabekymrede unge. Find episoden i iTunes, på Spotify og Podimo.


5 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle