Vi er ved at segne under den livsform, vi har skabt os

Artiklen er skrevet på baggrund af en podcast-episode med Line Jensen i serien "Hverdagens Klimahelte", og episoden er optaget den 23. februar 2022 om formiddagen. Rusland er lige gået ind i Ukraine, og jeg læser det på DR-Nyheder på vej ud i metroen. 

Det er nogle år siden efterhånden. Men jeg er stadig fan af Line Jensen og bliver det mere. Hendes ord kom aldrig på bloggen her. Det er de nu. God læselyst.

*

Jeg er kommet for tidligt til Amager, hvor Line Jensen bor. Udover at være min hverdagens klimahelt er hun blandt andet mor, kæreste, instagrammer, tegner, illustrator, butiksejer og forfatter til tre bøger. Jeg sms'er, om jeg må komme et kvarter før.

”Det gør du bare, men så når jeg ikke at støvsuge”, og så i næste sms. ”Det går nok!”

Line Jensen har fletninger, som hun så tit har, et mildt smil og et ligeså mildt væsen. Man fatter ikke al den storm, humor og kreativitet, der findes indeni. Den næste time skal vi vidt omkring, men hele tiden kredser samtalen om det nære og svære, det rigtige eller forkerte i at være menneske lige nu.

Vi sidder i tegnerens arbejdsrum under loftet, hun siger.

”Etagen kalder vi Malkovich. Man kan ikke helt stå op, men vi har indrettet en lille tv-krog, hvor man kan ligge ned og se fjernsyn plus her er et lille bord, hvor jeg kan arbejde. Så har man ikke brug for mere. Jeg be’r hende uddybe dét med navnet. ”Der var en film på et tidspunkt, der hed ”Being John Malkovich”, og jeg kan faktisk ikke huske andet fra den film, end at de stoppede på 9 1/2 etage, og så var der en halv etage, hvor man kunne kravle ind i ligesom en hel verden for sig selv. Det er blevet inspirationskilden... vi kan også bare kalde den en hems, men Malko lyder federe.

Jeg fortæller, at jeg har fulgt hende i mange år, og da vi som familie tog halvandet år til Australien, havde vi to krus med fra hendes butik med inskriptionen den bedste tid i vores liv. Det blev det, og vi bruger dem stadig. Jeg spørger, om hun vil præsentere sig.

”Jeg er uddannet grafisk designer, men er nok mest kendt, fordi jeg begyndte at tegne min familie på Instagram for seks år siden, hvor jeg har delt små glimt, hverdags-glimt i dagbogsform på tegninger. Det er blevet til nogle bøger og prints, en webshop og en butik i Nansensgade, hvor vi primært sælger mine ting, men også andres bøger.”

Line Jensen fortæller, at hun bor i et haveforeningshus her på Amager med mand, to fællesbørn og sin store pige på 19 år og ja, en kat. (Red. siden episoden udkom, er har flyttet til Møn. Familien har i flere år haft sommerhus på øen og også et års tid boet fast dernede. Nu bor de der igen, de savnede naturen.) Men tilbage til arbejdsbordet på Malko. Jeg spørger, hvor hun ser sig selv i den grønne omstilling.

”Jeg står et sted, hvor jeg både er meget utålmodig, fordi jeg synes, at vi har ventet på det her wake-up-call meget længe, og så også et sted, hvor jeg måske er en lille bitte smule forhåbningsfuld, altså det virker, som om der endelig er ved at ske en lille smule, i hvert fald som om der er en bredere del af befolkningen, der er ved at få øjnene op for, at vi ikke kan blive ved med at gøre, som vi altid har gjort.”

Jeg tror, jeg står et sted, hvor jeg både er meget utålmodig, fordi jeg synes, at vi har ventet på det her wake-up-call meget længe, og så også et sted, hvor jeg måske er en lille bitte smule forhåbningsfuld.

Tre årtiers lobbyarbejde

”Jeg synes jo, vi har talt om det her, siden jeg gik i tredje klasse. Jeg har læst nogle af mine gamle dagbøger fra jeg var 12-13 år, fordi jeg skal være med i et dagbogsprojekt, og her skriver jeg, at noget af dét, jeg er allermest bange for er, at jorden går under… og giver det overhovedet mening at få børn, når vi ved, at vi ikke kan blive ved med at være her! Det har været en tanke, der har fyldt hos mig altid og også bevidstheden om, at selvfølgelig skal vi slukke for vandet og lyset og ikke købe mere, end vi har brug for. ”

Hun siger.

”Det har også været nemt, fordi jeg aldrig har haft nogen penge. På den måde vil jeg heller ikke spille mere hellig, end jeg er. Det er jo også nemmere ikke at tage til Thailand hvert år, når man ikke har råd. Men jeg har faktisk aldrig rigtig savnet det.”

Line Jensen har talt sig varm. Hun fortæller om en dansk produceret dokumentarfilm, hun lige har set, som hun kalder for noget af det mest deprimerende. Filmen hed ”Kampagne mod klimaet”, hvor de taler om, at der for 30-35 år siden var almindelig konsensus om, at klimaforandringerne var og ér menneskeskabte, at vi allerede dengang havde mulighed for at gøre noget ved det. 

”Siden har det været alle de største lobbyorganisationer i verden, som olieselskaberne står bag, der har skabt den her tvivl. Den tvivl har vi så brugt 30 år på.”

Hun fortæller om en amerikansk forsker, der i filmen peger på, at når bare der er nogen, der påstår det modsatte, så er man forvirret nok til at tro, at det finder de nok ud af, og nu skal jeg altså følge mine børn til fodbold. 

”Og så har jeg også været naiv nok til at tænke, dem der har forstand på det, de får vel styr på det. De er jo nogle ansvarlige politikere. De må tage de rigtige beslutninger.”

Det vender grønt

Når jeg interviewer mine klimahelte, stiller jeg dem altid spørgsmålet om deres grønne vendepunkt. Dét sted i livet, hvor det går op for én, at man selv og verden må forandres.

”Jeg tror ikke, at der har været et bestemt punkt, men der er sket dét, de sidste 5-10 år, at dét, som jeg ellers altid har set på som fremtid - engang vil det blive varmere, engang vil der komme flere kraftige regnskyl, storme - noget, der har virket som noget uhyggeligt, det ser vi ske nu."

Og så har jeg også været naiv nok til at tænke, dem der har forstand på det, de får vel styr på det. De er jo nogle ansvarlige politikere. De må tage de rigtige beslutninger.

Jeg spørger hende, om de i familien har forandret hverdagen på grund af den øgede bevidsthed, og hun siger, at det er en on-going diskussion. At det også er en on-going diskussion, at vi jo skal leve. 

”Vi skal jo have de ting, vi skal bruge, og vores børn skal have det, de har brug for.”

Hun forklarer, at det ikke skal være nogen hemmelighed, hvem der er er stopperen derhjemme. At det er hende, Line Jensen, der som regel siger nej til alt. Hendes mand Rune er mere den, der siger, nu stopper du med det der. 

”Altså, vi havde sådan et år, hvor jeg havde købt alle Solvejs fødselsdagsgaver i en online genbrugsbutik, og jeg syntes, at jeg havde fået nogle megafede ting. Der var handskedukker, vendespil, alt muligt, nogle superfine retro-ting, og da hun havde pakket alle gaverne op, og vi talte om at holde en fødselsdag for familien og hvad hun så ønskede sig af dem, blev hun helt stille og sagde: bare noget nyt. Det ramte mig som sådan en, okay, altså, jeg kan ikke køre alle mine principper og skyld og skam over på mine børn. De skal sgu også have lov til at mærke, at de godt må ønske sig noget og sige det højt, at det ikke bare er nej, det kan vi ikke.”

Hun forklarer, at børnene i forvejen arver 95 procent af deres tøj, fordi de har nogle venner, der har superfint tøj, som de giver videre, at det er jo en stor økonomisk hjælp og gør, at de næsten ikke køber nyt tøj i familien.

”Jeg synes, det giver så god mening, at man cirkulerer. Vi giver også alt vores tøj videre, men jeg kan godt mærke, at når vores børn så får et par nye sko, eller er med ude selv og vælger et eller andet, altså det er jo kæmpestort”.

Line Jensen fortæller, at hendes datter Kirsten på otte år er kommet hjem fra skole og har fortalt, at de andre børn siger, at hun er gammeldags, fordi hun aldrig har noget nyt. Og det går jo heller ikke, siger hun. 

At gøre og gøre nok

Jeg fortæller, at jeg for nylig hørte hende i podcasten ”Det sidste måltid”, hvor værten remser en masse titler op, som man som gæst skal forholde sig til. Da Line Jensen bliver kaldt klima-aktivist, er hun utrolig hurtig til at reagere med ordene, ”NEJ, det er jeg ikke” og senere siger hun, at hun ikke gør nok! Det spørger jeg ind til.

”Jeg reagerede, fordi jeg virkelig ikke ser mig selv som aktivist. Mit bæredygtige fokus ligger primært i mit privatliv, og det er ikke noget, jeg har brugt i mit arbejde til at hverken prædike eller slå nogen i hovedet med, men heller ikke til at inspirere med. Hvis jeg har gjort noget, så er det at mit arbejde bevidst altid har haft et andet fokus end forbrug.”

Hun uddyber at når man scoller igennem på Instagram, handler det rigtig meget om forbrug: Nyt tøj, ny indretning og alt muligt man kan få og ferier, de andre er på. Hendes arbejde handler derimod bevidst om alt det andet, konflikterne, kærligheden, familien, nærværet. 

”Det er også dét, tror jeg, der gør, at så mange kan spejle sig i det og samles om det. Det er jo det, vi har tilfælles, uanset hvilket tøj, vi har på, uanset hvilken uddannelse, vi har og hvilke ferier, vi holder. Vi vågner op hver morgen og skal have det til at fungere. På den måde ser jeg ikke mit arbejde som klimaaktivistisk, men jeg kan godt se, at vejen derfra ikke er så lang. Dét at tale om, hvad der er det vigtigste."

Line Jensen fortæller, at hun tumler rigtig meget med, hvordan hun får det ind i sit arbejde. Hun synes, det er supersvært at kommunikere om klimaet uden at komme til at lyde frelst eller som om, at hun har fundet en sandhed, for det har hun virkelig ikke. Det sidste siger hun ret insisterende.

”Hvis man skal gå ind i den debat, så skal man vide noget om det, eller så skal man have undersøgt noget...og ja, det har jeg jo ikke.”

"Jeg synes, at vi er meget hurtige til at slå hinanden i hovedet, altså nærmest slå dem mest i hovedet, der prøver at gøre noget rigtigt. Der kommer altid et men, som på en eller anden måde bliver til sådan en diskussion, der ender med... så derfor kan det være ligegyldigt at gøre noget. Det er som om dem, der prøver mest og taler mest om det, også er dem, der får mest hate. Du tror, du gør det rigtige, men det gør du ikke!”

Jeg synes, at vi er meget hurtige til at slå hinanden i hovedet, altså nærmest slå dem mest i hovedet, der prøver at gøre noget rigtigt.

At være menneske

Vi taler om hendes hovedstol som kunstner. At den bærer på at være menneske, mor, perfekt eller ikke perfekt. Familier, der kan se ud på mange måder. At hun jo kan noget andet end forskerne med alle deres alarmerende tal. Jeg udfordrer hende på, at hun jo tydeligvis har en masse værdimæssige refleksioner, så hvorfor ikke vise dem frem? Hun siger.

”Jeg tænker helt klart, at det jeg kan er at være i tvivl, og jeg kan dele den tvivl, fordi jeg tør at sige højt, at jeg er det. Her adskiller jeg mig måske fra andre, der har brug for at være sikre, men dét som jeg til gengæld virkelig ikke kan, det er at være sikker på noget.” 

Hun fortsætter.

”Jeg føler mig utrolig ubekvem med den rolle. Bare antydningen af at jeg ved noget, der er mere rigtigt end dét, du ved. Hver gang jeg sådan forsøgsvis er gået ud på den is, er jeg hoppet meget, meget hurtigt ind igen. Der kunne jeg ikke li´ at være.”

Hun forklarer, at hun er nødt til at finde en måde, hvor hun kan tage tvivlen med hele vejen, og at hun ikke har opgivet at finde den. At det ikke er fordi, det ikke kan lade sig gøre. Men det er noget, hun er i gang med at undersøge.

Jeg tager tilløb og siger, at hun jo for ikke lang tid siden var ude på den is. Det var i et opslag på Instagram, hvor hun på tegningen sidder med Solveig på skødet foran fjernsynet. I teksten, der følger, skriver hun, at de ser naturfilm, og at det er med en dobbeltsidig følelse, at hun gør det. På den ene side er der følelsen af at wow naturen er forunderlig, og på den anden side den her fuck, hvad sker der med vores verden! 

Hun skriver om en podcast-episode i DR's Genstart, hvor intervieweren sidder med en ung kvinde foran sig, der giver udtryk for klimasorg. Journalisten bliver ved med at stille spørgsmålet ”hvad mener du? Du kan da ikke sørge, som om, det er nogen, du kender”. Til dét skriver Line Jensen i sit opslag - ”jo sgu da, det er verden!”

Jeg fortæller hende, at det opslag rørte mig, og at jeg synes, det var ekstremt klimaaktivistisk. Jeg spørger, hvad hun vovede her. 

”Altså jeg vovede at sige, hvordan jeg har det, men jeg synes også, at det opslag tenderede noget missionerende, som jeg ikke så godt kunne lide, men jeg håber det skinnede igennem, at det er den følelse, jeg har, hver gang jeg ser naturfilm med mine børn og af samme grund faktisk er holdt op med at se de film sammen med dem. Fordi jeg bliver deprimeret af det.”

Hun fortæller, at det afsnit med pigen, der havde klimasorg, kunne hun identificere sig én til én med. Det ramte hende virkelig hårdt, hvor meget pigen skulle argumentere.

Line Jensen fortæller, at hun efterfølgende skrev sammen med intervieweren, som forsvarede sig med, at hun blev nødt til at stille de kritiske spørgsmål, så pigen kunne få lov til at forklare sig. Line Jensen siger, at det forstår hun godt, og at hun var supergod til at forklare sig, og at der på den måde kom noget godt ud af det. Hun siger.

”Men at pigen skulle stå til regnskab for, at naturen betød noget særligt for hende, og at intervieweren blev ved med at sige, at det jo var vigtigt for at forstå, hvorfor hun havde brugt skoven som sin eneste ven - det forstår jeg ikke. Det handler jo ikke om at have haft skoven som sin eneste ven. Pigen sørger over, at hele den verden, vi kender, den er på vej ud i toilettet.”

Hun fortæller, at det afsnit med pigen, der havde klimasorg, kunne hun identificere sig én til én med.

Humorforladt krise

Jeg ved godt, at jeg borer i det. Det siger jeg også højt, da jeg spørger hende, hvorfor det opleves så missionerende at berette om en følelse af klimasorg, når det f.eks. ikke opleves missionerende at sige højt, at hun fx er røvtræt af sin mand nogle gange, eller at hun ikke oplever, at hun altid kan give sine børn opmærksomhed nok, ja eller nogle af de andre mange ting, hun udtrykker om at være mor og menneske og kæreste. Hun svarer.

”Jeg tror måske, at der ligger et eller andet i, at det er nogens skyld, og det er nogen andres skyld. Der er nogen, der gør noget forkert og ikke er deres ansvar bevidst, uden at jeg peger på, hvem det er, eller hvad de gør, og det er jo også superkompleks, det kan man jo ikke.”

Opfølgende taler hun om, at der også ligger i det, at vi ikke gider høre om det, og det kender hun jo også godt selv. Hvor meget orker man at dvæle ved noget, man bliver ked af eller får skyldfølelse over, hvor meget gider man røre rundt i en suppe, hvor folk får dårlig samvittighed?

Jeg svarer, at jeg oplever, at hun om nogen kan røre i den suppe, for hun har jo humoren. Modsvaret kommer prompte.

”Men der er jo ikke noget humor i det omslag. Hele den her diskussion er meget svær at tage humoristisk.”

Hun fortæller, at hun på et tidspunkt lavede en tegning, som hun egentlig godt kunne lide. Det var en tegning af to damer, der står og snakker, og så siger den ene ”Aij, jeg er helt deprimeret over klimaet. Jorden er ved at gå under, og jeg kan ikke holde det ud." Til det svarer den anden dame, ”ved du hvad, sådan havde jeg det også, men så holdt jeg bare op med at se nyheder, og nu har jeg det MEGET bedre.”

Line Jensen forklarer, at her kunne hun jo skrive som tekst til det opslag, at hun er en lille smule begge de to damer.

”Og det er jeg virkelig, for man bliver nødt til også at være den anden dame nogle gange, ellers kan man jo ikke holde det ud. Her er netop lidt af det humoristiske, og det er et sprog, jeg bedre kan tale.”

Men der er jo ikke noget humor i det omslag. Hele den her diskussion er meget svær at tage humoristisk.

Jeg siger til hende, at hun i ”Det sidste måltid” - episoden, som jeg tidligere refererede til, nævner begrebet skam. At der var en sætning, hun sagde, som virkelig trickede noget i mig. Den lød.

”Der er rigtig mange debatter, der er vigtige at tage. Flygtningedebatten er smaddervigtig, klimadebatten er virkelig vigtig, og jeg skammer mig nogle gange over ikke at gøre nok.”

Jeg spørger, hvad der ligger i den skam.

”Jeg er blevet meget overrasket over, hvor stor gennemslagskraft mine tegninger har fået. Og jeg har været meget glad og taknemmelig og også stolt over, at jeg har kunnet mærke, at det har rykket noget for rigtig mange mennesker at kunne tale om den her morskam eller forskellige måder at være mor på og familie og kvinde på.”

Hun indrømmer, at det har været en rolle, hun har haft det lidt svært ved. Pludselig var det som om, at det var hende, der vidste, hvad der var det rigtige, nu skulle vi tale om det på den her måde. At hun sad med sandheden.

”Så måske jeg selv har haft en fornemmelse af, at hvis jeg kan dét, så skal jeg også kunne tale om andre vigtige emner, men det tror jeg egentlig ikke, at jeg skal.”

Line Jensen taler om, at hun ligesom alle andre jo ser, hvad andre gør på de sociale medier og tænker, det vil hun også kunne. Der er nogen, siger hun, der tager nogle fede debatter og står op for nogle seje mærkesager med de rigtige argumenter og som hele tiden er on edge med, hvilke debatter, der kører lige nu.

”I den forbindelser har jeg haft en skamfølelse, det burde jeg også kunne.”

Hun konkluderer, at hun gerne vil stå fast på, at hun er i tvivl om ting, og at hun undersøger ting. At hun gerne vil have folk med på den rejse. Jeg siger, at lige meget, hvilke værdier hun vælger at debattere eller undre sig over, er jeg sikker på, at hvis nogen slår sig, er det fordi hun rammer noget ømt. 

”Før har jeg måske haft sværere ved at se, hvordan skal jeg kunne springe fra at tale om det nære familieunivers til at tale om fx klima- og bæredygtighed, men jeg synes faktisk, at jo mere jeg har rodet rundt i det, jo mere er jeg blevet bevidst om, hvor meget det hænger sammen.”

Hvad vejer og har værdi

Line Jensen fortæller, at hun for nylig havde været til et, som hun beskriver det, sindssygt inspirerende foredrag med Emma Holten om feministisk økonomi. Hun forklarer.

”Økonomi er det mest afgørende, hårdtslående argument i alle debatter i al politik, som det ser ud lige nu, mens fx moderskab, nærvær, børn, omsorg - alt det vigtige andet arbejde, vi gør i vores familier, falder uden for. Ligesom naturen, der ikke bliver dyrket, falder udenfor. Det ligger alt sammen udenfor den kasse, hvor alt dét, der kan måles og vejes, findes - dét der skaber profit.”

Hun taler om, at man jo ikke kan måle, hvordan vi passer vores børn eller vores syge, eller hvordan blomster fx vokser på marken, og derfor er de ting ikke kommet ind i kassen. De har fået værdien nul - ingen værdi. Vi kan ikke tjene penge på det."

”Det synes jeg bare er sindssygt interessant, fordi vi jo alle sammen er enige om, at det måske er alt det udenfor kassen, der har allermest værdi overhovedet.”

Hun nævner, at det heller ikke bliver prioriteret, når sygeplejerskerne skal have løn, eller når vi fx skal omlægge fri natur fra landbrug. Alle de ting kommer i sidste række, men at det i virkeligheden er dem, der gør livet værd at leve.

"På den måde synes jeg, det begynder at hænge mere og mere sammen for mig. At det er de ting, vi skal have talt op og skabt opmærksomhed omkring. Ligesom jeg har skabt opmærksomhed omkring, hvad der foregår i vores hjem og mellem vores børn og vores partner, så skal vi begynde at tale meget mere om, hvad der fx sker, når vi er i naturen."

Økonomi er det mest afgørende, hårdtslående argument i alle debatter i al politik, som det ser ud lige nu, mens fx moderskab, nærvær, børn, omsorg - alt det vigtige andet arbejde vi gør i vores familie falder uden for. 

”Hvorfor gør vinden på den eng mig lykkelig. Hvorfor skal vi værne om de her ting, ikke bare for vores egen skyld, men også for hele verdens beståens skyld.”

Der mangler et sprog

Vi taler om den samtale, der skal i gang. Hvordan hun ser den og hendes rolle. Jeg spørger hende, hvad der er, hun leder efter. Hun tænker sig om.

”Jeg tror, at dét jeg leder efter er et sprog at tage den samtale på, som jeg ikke er sikker på er helt den samme, som jeg har taget de andre samtaler på. Det tager lidt tid at finde den form, hvor det giver mening.”

Er det så noget, hun vender med kolleger og andre kunstnere, spørger jeg. Hendes mand Rune er fx musiker, det ved man, hvis man læser med på Instagram.

”Ja, jeg synes, vi taler meget om det i forskellige sammenhænge. Hvordan man kan tale om det og blive inspireret, uden at vi alle sammen bliver deprimerede. Det er noget, der fylder hos mig og mange andre.”

Vi taler om, at hun har 50.000 følgere på sin Instagram-profil, og tidligere har hun talt om, at det kommer med et ansvar. Jeg citerer Mærsk Mc-Kinney Møller for ordene den, der har evnerne, har pligten og understreger, at det er klart, at dét, hun taler højt om, skal hun selvfølgelig kunne stå inde for. Jeg siger, at jeg ser det som en oplagt mulighed for at inspirere med det, der ligger på sinde, hvordan tænker hun om det?

”Altså min profil og mit arbejde virker bedst, når jeg lykkes med at glemme, at der sidder 50.000 og kigger med. Jeg tror, at hvis jeg skal gøre noget godt, så skal jeg slukke for den følelse af, at jeg har et ansvar for alle mine følgere.”

Hun taler om, hvor tit det overrasker hende, hvor specifikt nær på sin egen situation eller familie, hun kan tillade sig at være. At hun kan lide at tale om større emner ud fra nogle meget specifikke situationer. 

”Når man taler om klimapolitik, bliver det ofte nogle meget større linjer, medmindre man lykkes med at finde de her små steder i hverdagen, hvor det popper op. Det tror jeg også godt, man vil kunne. Noget andet, der er blevet forstærket efter at have hørt Emma Holtens foredrag, er hele den bæredygtige måde at leve sit liv på. Altså, hvad det er for en hverdag, vi vil have. Vil vi fx bare arbejde som om, at intet er hændt efter at vi har fået små børn?”

Hun forklarer, hvor udfordret hun selv har været ved at miste sit arbejde fra den ene dag til den anden for at gå hjemme og passe børn på barsel. Hun ønskede jo stadigvæk at have kontakt til sit arbejdsliv og det gamle jeg, selvom hun havde fået tre små børn. Hun siger.

”Alternativet var heller ikke ønskværdigt, at min mand fx blev nødt til at arbejde mere, end han nogensinde havde arbejdet, fordi han skulle forsørge, at jeg gik derhjemme og ikke (red. hun tegner gåseøjne i luften) lavede noget. Det er den her balance, hvor meget arbejder vi, hvor meget er vi sammen med vores børn, og hvor meget har vi af tid til at nyde naturen og det liv, vi jo kæmper for at have? I stedet tænker man på at producere endnu mere og tjene mere, så man kan bygge huset om og komme på ferie til Thailand.”

Det nye gode liv

Line Jensen understreger, at det jo ikke behøver at føles som et skift. Nu taler vi om klima, nu taler vi om familie, fordi det hele hænger jo sammen. Det handler om at få redefineret det gode liv, et liv på den her både leve-, være- og bæredygtige måde. Hun understreger.

”I hele diskussionen om, at vi skal gøre noget godt for klimaet, så taler vi typisk om, at vi skal give afkald på alt muligt. Vi skal gøre mindre, vi skal købe mindre, vi skal flyve mindre, altså der er mange ting, vi ikke længere må, men der ligger jo også en kæmpe gave i at sige, at måske skal vi arbejde mindre, forbruge mindre, måske skal vi begynde at skifte fokus. I stedet for at købe mere nyt tøj, skal vi måske være mere sammen med vores familie eller gå flere ture i noget grimt tøj, og måske kunne det være en fin måde at leve på. Måske det ikke er en straf, men faktisk en gave, at vi bliver nødt til at tænke hele vores samfund anderledes”

Det kræver så også, fastslår hun, at politikere tør tage en anden diskussion, end at vores BNP skal være større hvert år. Stadig er det eneste argument økonomisk funderet, at du kan godt tale om naturen, men så skal det kunne betale sig på, og så længe det er de eneste argumenter vi bruger: hvad koster det, hvad kan vi spare, så bliver det nogle utrolig en-dimensionelle og meget flade diskussioner. 

”Hvad noget er værd, er jo noget andet, end hvad det koster.”

Jeg nævner Quentin Gausset, som er forsker ved Københavns Universitet og står bag projektet "Compass", hvor han blandt andet konkluderer, at selvom vi er blevet dobbelt så rige inden for de sidste 30 år, er vi ikke blevet dobbelt så lykkelige.

I stedet for at købe mere nyt tøj fx, så skal vi måske være mere sammen med vores familie, eller gå flere ture i noget grimt tøj, og måske kunne det være en fin måde at leve på. Måske det ikke er en straf, men faktisk en gave, at vi bliver nødt til at tænke hele vores samfund anderledes.

Helmuth i Oksbøllejren

 Du sidder og skriver på en bog. Det har du fortalt om på Instagram.

”Ja, det er et bestillingsprojekt i forbindelse med et nyt museum, der åbner i den gamle Oksbøllejr. Et museum, der hedder ”Flugt”, og som skal fortælle om, da lejren var flygtningelejr og husede 36.000 tyske flygtninge efter anden verdenskrig. Oksbøl var faktisk Danmarks femte eller sjette største by på det tidspunkt.”

Der skal laves et museum, fortæller Line Jensen, der både handler om lejren, men også om flygtninges historie generelt. Hvordan det er at være på flugt og hvordan det er at være flygtning.

”Historien skulle formidles til børn, og min opgave var at skrive en billedbog, en børnebog om en tysk dreng, der flygter fra Østtyskland i de sidste måneder af 2. verdenskrig og kommer til Danmark, hvor han ender i Oksbøllejren sammen med sin mor og sin lillesøster.”

Hun forklarer, at der jo ikke var nogen dengang, der ville have de mennesker! Danmark havde 250.000 flygtninge i en periode på tre måneder fra februar til maj 1945, da landet stadig var besat. Og de mange tusinder kom til at bo på skoler, i forsamlingshuse og på hoteller over hele landet, og mange var mere døde end levende, da de kom. 

”Der har jo været historier fremme om, at lægerne ikke ville hjælpe, så børnene døde som fluer. Og modsat var der også en stemning af, at de læger, der prøvede at hjælpe dem, blev truet med at blive skudt af modstandsbevægelsen, som var meget, meget tydeligt fremme og sige, at man ikke skulle have medlidenhed med de mennesker, for de var nazisternes kvinder og børn. Og ja, de var primært kvinder og børn.”

Line Jensen fortæller, at de blev lukket ind i nogle flygtningelejre rundt omkring i Danmark og den største var Oksbøllejren, hvor der var omkring 36.000. Børnene gik i skole, alle skulle deltage i lejrens opretholdelse, så de fik arbejde i køkkenet, vaskeriet, skrædderiet, snedkeriet og skolen. Der var faktisk også et teater og en biograf.

”Man var meget bevidst om, fortæller hun, at det var vigtigt for flygtninge, der boede her på ubestemt tid, at de følte, at de havde en funktion, at deres liv var værd at leve. Hvilket jo er tankevækkende i forhold til, at de mennesker, vi har siddende på udrejsecentre i dag ikke engang selv må lave mad til deres familier!”

 Oksbøllejrens beboere var lukket inde bag pigtråd og måtte ikke komme ud af den lille bitte by, der var godt fire gange fire kilometer. Mange boede i lejren i tre, fire år uden at komme udenfor, og for at kunne vende hjem, skulle de have familie i Tyskland, der ville tage imod dem og kunne forsørge dem.

Jeg siger til Line Jensen, at det jo er ekstremt tankevækkende, fordi historien nu kommer til at gentage sig. I forhold til klimaudfordringerne taler FN om risikoen for 200 millioner klimaflygtninge i 2050. Det er om 28 år. Og igen, vi kan ikke forholde os til det, men dét hun fortæller, er ekstremt nært. Det er den situation, vi også kommer til at stå i verden. 

I forhold til klimaudfordringerne taler FN om risikoen for 200 millioner klimaflygtninge i 2050. Det er om 28 år.

Hun siger.

”Det her var krig, men der kan jo være alle mulige andre grunde til, at folk er nødt til at flygte. Det talte jeg også med lederen af det nye museum om. Dét at formidle en historie om noget, der er sket for 70-80 år siden, er jo også en mulighed for at formidle et enormt politisk emne på en upolitisk måde, fordi vi alle sammen kan blive enige om, at det er forfærdeligt, det der er sket, og der skal ikke særlig meget abstraktion til for at drage parallellen, jamen hvordan er det egentlig, det foregår i dag?”

Det er nogle af de samtaler, fortæller hun, som Helmuth-bogen gerne vil have børnene til at tage med deres kammerater og med deres lærere.

 ”Ham her Helmut, han flygtede med sin mor over isen, da han var 10 år gammel, hvad er der egentlig med Josef, ham, der bor inde ved siden af? Hvordan er han kommet? Hvordan opfører vi os over for hinanden? Hvordan tager vi imod hinanden, når vi har brug for hjælp? Sådan noget.”

Vi er ved at segne

Hvad håber hun på, min hverdagens klimahelt? 

”Jeg tror mit største håb er, at der er nogle politikere, der vil begynde at lytte til, hvad det er deres befolkning siger. Vi er ved at segne under den her livsform, vi har fået skabt for os selv og hinanden. Det er ikke et bæredygtigt liv. Og netop som du sagde før, er vi blevet rigere og rigere og rigere, men vi er jo blevet mere og mere slaver af at skulle blive rigere og rigere og rigere! Det er som om, at vi ikke har brugt den rigdom til at gøre livet nemmere for os selv."

Hun fortsætter.

"Jeg tror, det var i 20'erne, at man demonstrerede for at få en ekstra fridag om ugen, så vi kun havde en seks-dages-arbejdsuge. Dengang tør jeg da ikke at tænke på, hvad vores BNP var, eller hvad statskassen lå inde med. Jeg tror ikke, at det var sindssygt meget. Og alligevel prioriterede politikerne dengang, at der var brug for mere fritid. Hvis der er nogen, der i dag siger, om man kunne overveje, at vi skulle have en fire-dages-arbejdsuge eller ikke arbejde syv-otte timer hver dag, så bliver man jo grinet ud, som om det er det mest tåbelige og uambitiøse, for hvordan vil du så tjene penge?"

Håbet er næsten i mål.

"Hvis vi kan begynde at tale om, at der er andet i verden, der har værdi end at tjene penge, hvis vi kunne skifte fokus bare en lille smule.”

*

Line Jensen var blevet ambassadør for Red Barnet et par dage før interviewet, og mens jeg redigerede episoden, stablede hun en indsamling på benene på sin Instagram-profil og skaffede 330.000 kr. til Red Barnet og til hjælp i Ukraine.