top of page
Søg
  • Forfatters billedeLene - detendergrønt

Vi kan ikke betale os fra det



Artiklen er skrevet på baggrund af en podcastepisode i serien "Hverdagens Klimahelte”. Episoden blev udgivet 19. november 2022 og kan findes her på siden under "podcast".

Steen Hildebrandt er en dansk legende, når det kommer til FN´s 17 verdensmål og løsninger på verdens smerte, et udtryk, jeg hørte for nyligt og som har prentet sig. Siden 2015 har han kastet engagement og hjerte ind i udbredelsen af verdensmålene, men har jo arbejdet med begrebet bæredygtighed i årtier, og så har han været hos Dronningen for at modtage Ridderkorset, det skal altså også lige med. Nu er jeg cyklet til Frederiksberg, hvor min klimahelt bor, og han tager imod på dørtrinnet. Jeg siger i introen til episoden, at han kunne være min far, ikke kun aldersmæssigt. Der er den samme ro og mildhed.

Da optageren er tændt, og hunden har lagt sig, spørger jeg, hvad der ligger ham nært. ”Klodens udvikling! Jeg er bekymret for alt det, vi mennesker gennem de sidste få årtier har gjort ved kloden, og jeg er optaget af Danmark, som jo ikke er andet end en del af noget meget mere. Jeg er optaget af, hvad Danmark kan blive til.”

Han siger, at han jo er en gammel mand. CPR-nummeret siger 78 år, men at han ikke føler sig gammel. Han og arbejder, som han altid har gjort. Steen Hildebrandt er Emeritus, tidligere professor, der i fem årtier har arbejdet med ledelse og forandring.

”Jeg er jo opvokset i Danmarks største skov, Rold, så jeg er også en skovmand. Jeg kan lide at være alene. Jeg kan lide at sidde stille og filosofere, fundere og reflektere, og derfor er det også mærkeligt, at jeg bor midt i København. Jeg hører til på landet, men har forvildet mig ind til storbyen, hvor jeg på en måde trives, men på en måde trives jeg ikke. Der er for meget larm og uro og for meget vildskab i byen, så jeg er sådan set fejlplaceret.”

Han har glimt i øjet, men han mener dem også - ordene, de har efterklang. Familiemæssigt har han og hustruen Janne tilsammen ti børnebørn. Han har fire og hun har seks. Steen Hildebrandts to børn bor tæt på, hvilket nok er den overvejende grund til, at han bor, hvor han bor, siger han.

Steen Hildebrandt har gennem livet skrevet et utal af bøger, jeg tæller over tyve titler, og en af dem, en lille grå bog på kun 84 sider ”Verdensmålene, vores største mulighed og udfordring” fra 2017, har jeg personlig givet til rigtig mange i gave. Den er lille, overskuelig og overbeviser om, at verdensmålene ér vejen at gå. GRØNT VENDEPUNKT Alle i serien får det stillet, spørgsmålet om, hvornår det gik op for dem, at verden måtte vende anderledes.

”Jeg har arbejdet med og interesseret mig for begrebet bæredygtighed siden 1980'erne. Været optaget af det, fordi det for mig hele tiden har stået klart, at ledelse, virksomheder og samfundsforhold selvfølgelig har en meget klar relation til naturen, som er en livsforudsætning for os alle sammen - dyr og mennesker. Vi skal hele tiden minde os selv om, at vi ikke er adskilt fra naturen, men er en del af økosystemerne. I de seneste hundrede år af menneskehedens historie, har vi gjort os til herre over naturen og troet, at vi kunne gøre, hvad vi ville. Derved har vi skadet naturen rigtig meget.”

Han forklarer, at da verdensmålene blev en realitet i 2015, var han på vej på pension og kunne mærke, at det her havde han ventet på, eller faktisk følte han, at han havde været en del af det - dét at formulere nogle mål for, hvordan vi mennesker skal agere på kloden og i den natur, vi er en del af. Han kalder det, at han ligefrem blev voldsomt påvirket, da de mål var på vej.

I de seneste hundrede år af menneskehedens historie, har vi gjort os til herre over naturen og troet, at vi kunne gøre, hvad vi ville.

"Jeg besøgte Lykketoft i FN, da verdensmålene netop var vedtaget, og det var en kæmpe oplevelse og inspiration. Jeg har beskæftiget mig med dem siden 2015 i foredrag, studier, ved at skrive og være med i arbejdsgrupper, projektgrupper, bestyrelser og advisory boards”.

Steen Hildebrandt er ikke et af de mennesker, der deler højlydt ud af sine bedrifter, men han indrømmer, at han med en lang rækker af initiativer, taget i forhold til verdensmålene, har spillet en vis rolle for udbredelsen i Danmark. Det er ikke gået hurtigt nok, understreger han, men der har været en klar udvikling. Flere og flere begynder at beskæftige sig med dem. Han griner smittende, da han siger, at folk er trætte af ham, fordi uanset hvad man siger til ham, så siger han verdensmål! DET GODE LIV I GENERATONER Begrebet bæredygtighed bruges i flæng, sådan kan det opleves, men det opleves samtidig som om, at vi ikke helt denne samme forståelse for definitionen. Så hvad betyder begrebet? Jeg ved, at han om nogen kender svaret.

”Det er rigtigt, at ordet bruges i flæng, og ord er vigtige. Vi begriber med vores begreber og ord, og derfor er begreber og ord vigtige. Det gælder for ord, at de slides og misbruges, og det gælder også for ordet bæredygtighed. Jeg vil referere til Brundtlandrapporten fra 1987. Her siges det, at bæredygtighed handler om, at dét vi mennesker gør nu ikke negativt må påvirke fremtidige generationers muligheder for også at få et godt liv og få deres behov dækket." Han kalder det en god definition, der inviterer os, der lever nu, til at tænke flere generationer frem. Der er tale om en inter-generationel definition. Han siger. ”Steen, du skal tænke på, hvilke konsekvenser det har for de generationer, der endnu ikke er født. Du har et medansvar, for dét du gør, det påvirker. Hvis jeg skulle holde den meget korte elevatortale, så er bæredygtighed i dag lig med FN's 17 verdensmål." Jeg be’r ham være lidt mere konkret og fortælle, hvordan han selv praktiserer i sit liv. ”Det vigtigste for mig i den sammenhæng er noget, som Greta Thunberg igen og igen siger: Ingen er for lille til at gøre en forskel, og så kommer min sætning, som nogle griner af, men som jeg tror, vi skal tage meget alvorligt, nemlig sætningen eller erkendelsen… at jeg er af betydning for helheden!" Den pointe gør, siger Steen Hildebrandt, at de i familien rent faktisk tænker over, hvad verdensmålene betyder i relation til andre. Det handler om tøjet og maden, der købes, hvor rejserne går hen, hvilken transport, der vælges. Han fortæller, at han og Janne stadig har bil, en gammel bil, men at han, når han drager rundt i landet, når han kan, tager toget, og ja, så cykler han rundt i København. Det er det mest konkrete, vi kan og gør lige nu, fortæller han og tilføjer. ”Vi prædiker ikke for vores børn og børnebørn. Vi skammer ikke folk ud. Det synes jeg ikke, at man skal. Jeg er et selvstændigt menneske. Jeg skal selv bestemme, udover hvad der findes af lovgivning. Vi kan godt tale om det, men vi skal ikke pege fingre ad hinanden.” Jeg fortæller ham, at han her rammer et meget ømt punkt hos mig. Fordi jeg synes, det kan være så svært at holde sig over hos sig selv, at det nemt kan komme mellem relationer. Så taler vi om det netop overståede folketingsvalg (red. Interviewet blev optaget dagen efter) og jeg nævner de gentagne og offentlige brandtaler, han har holdt og citerer ham for at sige ”Det kræver politisk handling og lovindgreb med forbud, afgifter og incitamenter. Politikerne skal beskatte den ikke bæredygtige adfærd og belønne den bæredygtige adfærd”. Jeg fortæller ham, at jeg læser ind i citatet her, at han ser et stort behov for retningslinjer, så vi netop ikke begynder at udskamme hinanden. Jeg be´r ham sige lidt mere om de brandtaler.




”Jeg ser mig selv som forsker og fagperson, men jeg mener også, at fagpersoner har en pligt til at formidle deres videnskabelige viden, og samtidig føler jeg, at faglige mennesker har en pligt til eller skal vi kalde det en legitim anledning til også at tilkende give deres holdninger i forhold til deres videnskab.” Han konstaterer, at det jo er dét, han ofte har gjort, både når det handler om ledelse generelt, men også når det kommer til bæredygtighed og verdensmål. Det er meget svært, påpeger han, at holde de ting 100% afskilt. Og han tør godt sige følgende højt. ”Jeg er skuffet over mange af vores politikers manglende mod og måske også evner til at formulere sig omkring det, der virkelig rører sig hos mange mennesker, herunder givetvis hos rigtig mange unge mennesker.”


Bæredygtighed handler om, at dét vi mennesker gør nu ikke negativt må påvirke fremtidige generationers muligheder for også at få et godt liv og få deres behov dækket.

FN SOM VERDENS LEDELSE ”Jeg har siddet her til morgen og haft en rigtig dejlig samtale med en præst og god ven, og vi har talt meget om hans konfirmander, hvoraf mange, kan han berette, er meget, meget angste for, hvad der skal ske i verden, og hvad det er for en verden, de kommer til at leve i. De vil blive 100 år, mange af hans konfirmander”. Han taler om vores ansvar for at påvirke politikerne, der lige nu taler om nødpakker og hjælpepakker og inflation og selvfølgelig skal de det, siger han, ellers ville de ikke være deres opgave voksen, men det skal ikke forhindre dem i også at ytre sig om dét, der er det langsigtede, dét der sker om 10 år, 50 år. Jeg efterlyser konstruktivt håb og spørger ham, hvad det lyseste er, han oplever at have set? ”Dét at FN’s 193 medlemslande i enighed vedtager 17 temaer og retninger, som de ser som de vigtige at alle arbejder med, det er i sig selv et kæmpe håb. Jeg synes, vi skal være meget glade for, at vi har et FN, også selvom der kan siges uendelig meget kritisk om FN, at det er en kompleks og bureaukratisk organisation, men det er fantastisk, at vi har et forum, hvor alle lande kan mødes, hvor man kan drøfte verdens problemer. I virkeligheden burde man gøre meget mere for at udvikle FN til at være en stærkere fælles ledelse.” Steen Hildebrandt taler om, at de mål, der i sin tid blev vedtaget, nu ses udvikle sig overalt i landet fra København til Skive, i selv de mindste flækker rundt i Danmark er der mennesker, understreger han, i mange tilfælde også unge mennesker, der bidrager. For ham er det et fantastisk lyspunkt at se, hvilke initiativer der tages. Han fortæller. ”Det kan godt være, at de initiativer ikke hedder noget med verdensmål, at det bare er nogle mennesker, der intuitivt mærker, at vi skal behandle naturen ordentligt, at vi skal ikke lave så meget affald og lave affald om til noget, der kan bruges, at vi skal reducere madspild osv. De kender måske ikke FN’s verdensmål, men de kan i deres maver mærke, at vi gør noget forkert.” Han forklarer, at hvor end vi tager til i verden, vil der være mennesker, der rent intuitivt oplever, at noget skal gøre anderledes og også gør det. Han ser det som et kæmpe håb, der accelererer i disse år, samtidig med at det også er meget negativt, der jo accelererer. DEN STORE TRANSFORMATION Fra acceleration til transformation, det er sådan man i FN-regi ser udviklingen går, fortæller min klimahelt. At verdensmålene er en bevægelse, der skal transformere vores verden. ”I millioner af virksomheder verden over sidder man i dette øjeblik og taler om verdensmål og bæredygtighed på en seriøs måde, hvor man indser, at vi er nødt til at tage et medansvar. Herhjemme forsøger vi at påvirke vores lokale politikere, byrådsmedlemmer, regionsrådsmedlemmer og vores folketingsmedlemmer, det sker i Danmark, men det sker også i fx Congo i Sydafrika. Det sker, fordi der overalt er mennesker, som ser, at det er nødvendigt eller det er relevant, at de også gør noget.” Jeg minder ham om, at han kalder opgaven lige nu for den største ledelsesudfordring, verden står overfor. Vi der lever i 2022 (red. nu 2023), vi er på kanten af en periode, som historikere kalder den store acceleration. Han forklarer det sådan her. ”I de år, vi har levet, er vi blevet mere end 5 milliarder ekstra mennesker på kloden. Det er svært at forestille sig. Da jeg var en lille dreng var der ingen traktorer ude på markerne eller mejetærskere. Her gik heste rundt, der trak en plov og en selvbinder, der sejlede en bette fiskekutter ud fra Hirtshalshavn, som måske havde en spand med og et fiskenet og fangede nogle få fisk. I dag sejler fabrikker ud af havnen, som er så store, at de fanger alt levende i miles omkreds. Det er sket på et splitsekund.” Han taler om behovet for reformer, som grundlæggende ændrer den måde, vi mennesker er til stede på kloden på. Fordi den er ødelæggende for den muld, vi går på, som han formulerer det og tilføjer, at ord som regenerativ og regenerering er kommer ind i ordforrådet, fordi der er alt for meget, der ikke er regenerativt, men derimod destruktivt overfor dyr, planter og mennesker. ”Jeg ser for mig, at vi befinder os i et kolossalt vadested. Vi har levet i den store acceleration, og nu skal vi arbejde med den store transformation. FN´s verdensmål er den første angivelse af, hvad det betyder, og hvad det er, vi skal arbejde med. Den måde, vi er til stede på, skal ændre sig på mange, mange måder, og derfor er der nogle af os, der stritter imod, fordi vi er bange eller ikke vil have noget, der er anderledes.” Han slår fast. ”Det er mig som menneske, der forbruger og har en rolle. Det er også de nyvalgte politikere, virksomhedslederne og kommunalbestyrelserne, men det er os, der har ansvaret for at ændre dér, hvor vi har muligheden for at gøre noget.


Den måde, vi er til stede på, skal ændre sig på mange, mange måder, og derfor er der nogle af os, der stritter imod, fordi vi er bange eller ikke vil have noget, der er anderledes.

FORURENEREN SKAL IKKE FORURENE Vi taler om den første gang, jeg så og hørte min klimahelt live. Det var til demonstrationen ”Break for Climate” foran skuespilhuset tilbage i efteråret 2019. Jeg husker stadig, da han fra scenen talte om det manglende mod og lederskab, og ordene om hvem der skal betale regningen. Det viste sig, da jeg scrollede mine lydfiler igennem en tidlig morgen, at jeg faktisk havde optaget hans tale på mobilen. Nu afpiller jeg klippet for ham. ”Så siger vi, at forureneren skal betale, og så siger vi til hinanden, at nu er vi meget, meget modige, og nu kan vi ikke komme længere, men vi er meget, meget tættere på en situation, hvor vi må sige, at forureneren ikke må forurene. Vi kan ikke betale os fra al muligt forurening, fordi vi har nogle kortsigtede ønsker om fx. økonomisk vækst. Det er et af de principper, som vi skal have gjort op med, for vi kan ikke betale os fra den form for væksttænkning, som vi både praktiserer og bliver ved med at insistere på at praktisere.” Steen Hildebrandt kommenterer, at det for ham er centralt, at vi lige ser tilbage til da han var dreng. Dengang, fortæller han, smed man bare affald i grøften, eller havde man en liter brugt olie, så hældte man den ud på jorden eller smed en gammel cykel i vanddammen uden bevidsthed om, at det selvfølgelig var ravruskende galt. Det gjorde man bare, og det accelererede, for der var natur nok, søer nok, og sådan gjorde man rigtig, rigtig mange ting verden over, der i den grad beskadigede jorden, ikke fordi vi var onde, men fordi vi var dumme og bevidstløse, som han siger. ”Og så kom vi til et punkt, og det er måske 15-20 år siden, hvor nogen så siger - det går ikke, det her, hvis du forurener, så skal du betale noget til fællesskabet, underforstået at hvis bare du betaler samtidig med, at du forurener, så er det okay. Det har vi så troet på i flere år”. Han refererer til valgkampen, der foregik i ugerne op til vores samtale. En valgkamp, hvor man næsten ikke kunne høre en politiker åbne munden, før der rullede en milliard eller en million af sted, fordi vi tror, påpeger min klimahelt, at hvis der er et problem, så fikser vi det med en bevilling. ”Dét, jeg sagde til demonstrationen om, at forureneren slet ikke skal forurene, handlede om, at der er en række fænomener, som vi mennesker skal holde op med i relation til de endnu ikke fødte mennesker og dyr og planter.” Han nævner et gammelt Einsteins citat "De problemer, vi har i dag, er et resultat af de løsninger, vi arbejdede med og stolede på i går" og konstaterer, at der er brug for nytænkning. ”Vi skal tænke nyt og transformere. Vi skal opføre os anderledes, også på måder som vi måske har svært ved at forestille os, for vi kan ikke se ud over vores egen lille navle, og derfor er der brug for hjælp fra unge mennesker eller forskere, der ser helt andre muligheder og perspektiver.” FRA VÆKST TIL AFVÆKST Men hvordan gør vi så, transformerer… og tør vi overhovedet pille ved begrebet vækst? Steen Hildebrandt medgiver, at det er vanskeligt at røre ved netop vækstparadigmet, fordi det ligger så dybt i mange mennesker, at vi vil have mere, vi er aldrig tilfredse. ”Jeg kan aldrig mindes at have hørt en virksomhedsleder sige, vi er faktisk glade for at have den størrelse, vi har. Vi tjener gode penge, vi har et godt overskud, vi har glade medarbejdere, så hvorfor vokse? Og forklaringen vil vi sige er, at hvis du har den holdning, så dør du, fordi den konkurrence, vi alle sammen taler om, er forbundet med tænkningen, at alting skal vokse, være større, hurtigere, være mere! Det betyder så, at den der siger, at nu er jeg glad og tilfreds, bliver overhalet af alle de andre. På den måde tvinger vi hinanden ind i et race om mere, hurtigere, større.” For at være konkret griber han fat i et genkendeligt problem, nemlig affald. Han siger. ”I øjeblikket producerer verden så meget affald, at hvis vi forestiller os, at disse affaldsmængder vokser med samme hastighed, som vi ser nu, vil der til sidst ikke være plads til andet i verden end affald! Et sted, hvor vi kunne gribe fat i den logik, som produktionsværdien adlyder, er derfor ikke at producere så meget affald, eller vi skal gøre noget, der gør affald til ikke-affald, gør det til noget, der er nyttigt. Det tror jeg er en begyndelse, alle kan forstå - statistikkerne viser, at affaldsmængderne verden over fortsat stiger eksponentielt.” Han taler om, at affald på mange måder er noget af det mest synlige spor, vi efterlader os. Det mest synlige bevis på vores vækstfilosofi. En ting er jo de produktmængder, vi sender ud i verden, en anden ting er affaldsmængderne. Han kalder det for rystende. ”Derfor er noget af dét, som det her handler om og som gør det kompliceret, at vi er inde at røre ved selve virksomhedsbegrebet. Ser vi på den klassiske tænkning, er der en virksomhed med nogle ejere, der har hals og håndsret over virksomheden, men en virksomhed er ikke noget, nogen kan skalte og valte med, en virksomhed er en del af verden, en del af helheden, og derfor har en virksomhed selvfølgelig ligesom du og jeg har det, et medansvar for den helhed, vi alle er en del af. Jeg kunne godt finde på at sige til de virksomheder, der ikke respekterer verdensmålene, at om ti år er de væk fra jordens overflade.” Han uddyber, at der ikke vil være medarbejdere, der vil ansættes hos de pågældende virksomheder, ingen der vil handle med dem, låne dem penge eller investere i dem. En hård dom, det ved han godt, men ikke desto mindre, er det er sådan det er og bliver, ifølge min helt. ”Når det handler om lovgivningen og retsinstanser, så ser vi jo rundt omkring i verden lige nu nogle retsprocesser, hvor mennesker og virksomheder bliver dømt for forbrydelser mod naturen, som vi ikke drømte om for ti år siden. Det er en bevægelse. Vi er i gang med at tale om den her transformation, og det er jo i virkeligheden noget af det mest håbefulde.” Jeg kunne godt finde på at sige til de virksomheder, der ikke respekterer verdensmålene, at om ti år er de væk fra jordens overflade. OGSÅ ET SPØRGSMÅL OM VÆREDYGTIGHED Bæredygtighed, vi har været omkring begrebet i forhold til FN´s 17 verdensmål, men der er også de indre verdensmål, IDG, inner development goals, en ny bevidsthed, der er vokset frem, og ifølge Steen Hildebrandt en helt nødvendig bevidsthed. Jeg refererer til en artikel fra ”Tid og Tendenser”, jeg faldt over, og hvor han fortæller om dem. IDG er udviklet af Center for Væredygtighed i Aarhus og selve begrebet væredygtighed defineres her som fem grundlæggende indre kvaliteter og evner, vi mennesker har, blandt andet evnen til at relatere sig og have omsorg for andre, ja og verden, men også evnen til at kunne forandre og handle, hvilket kræver mod, kreativitet, optimisme og vedholdenhed. Jeg be'r ham uddybe. ”De er jo med i den her revolution. Verdensmålene er karakteriseret ved, at de handler om noget, der er uden for mig. Klimaet, vi kan se det, vi kan opleve det. Energien, vi kan se den, vi kan måle det. Biodiversiteten. Uddannelse. Ligestilling osv. Alt sammen fænomener, der ligger uden for jeg'et. Men alt det og alle de ændringer, vi taler om, når vi taler om disse ydre-fænomener, kommer jo ikke af sig selv. Vi kan godt tale om, at tingene skal ændres, men de bliver det kun, hvis mennesker ændrer sig, hvis vi ændrer adfærd.” Han nævner vores syn på naturen som eksempel, hvad er det, der gør, at du og jeg skader naturen? Han taler om vores menneskesyn, der fx indebærer, at vi behandler med piller eller medicin, når mennesker er syge eller i bestemte tilstande, hvor andre, der står et andet sted måske ville sige, at det skader mennesker. Hvad hvis man gjorde noget andet, hvis mennesker i stedet for ændrede sig indefra? ”Det er hele det her komplicerede tema, som nu begynder at blive behandlet og talt om. Andre vil sige, at det handler om empati, at menneskers indre liv skal udvikles, så vi bliver en mere klar del af naturen og får en anden relation end den måske meget afstumpede eller adskillelsesorienterede måde, vi er opdraget til og som gør, at vi ser på naturen som noget, der er udenfor mig, og som jeg kan behandle, som det behager mig. Det er dét, det her også handler om, at vi kærer os om helheden - om planeten.”

Vi kan godt tale om at tingene skal ændres, men de bliver det kun, hvis mennesker ændrer sig, hvis vi ændrer adfærd.

Vi vender tilbage til de unge, der ligger os begge på sinde. Jeg nævner den tyske sociolog Hartmund Rosa, der har sagt, at i virkeligheden er børns og unges psyke ikke mere skrøbelige end andres. De har bare et klarsyn, der viser, at der er noget helt galt med vores samfund. Han nikker og siger. ”Det er noget af det, der er talt meget om under valgkampen. At unge menneskers angst, depression, selvskade, det vi kalder psykiatriske patienter, mennesker med psykiatriske kategoriseringer eller diagnoser, stiger og stiger og stiger. Der bliver flere og flere, også voksne. Og det er klart, at på et eller andet tidspunkt må man stille spørgsmålet, er det mennesker, der er noget i vejen med, eller er det de systemer, vi er mennesker i?” Han mener, at pilen peger mod de af vores strukturer og systemer, der handler om belønninger og tests og hastigheder og forventninger og krav. Det er dem, der er problemet. Steen Hildebrandt oplever dog også, at den opfattelse er der en større og større forståelse for.

Steen forærer mig generøst en håndfuld bøger, som jeg ber ham signere, før jeg lægger dem i tasken.

”Jeg kan undre mig over, hvordan kan vi mennesker, fx os to, stå oprejst, når verden udvikler sig på den måde, den gør? Hvordan klarer vi i virkeligheden ikke at blive syge? Og der må vi så bare konstatere, at det er der også mange, der ikke kan. Der er mange, der ikke kan tåle det pres og de vilkår. Det er en vanvittig verden, vi lever i.” Jeg er enig og samtidig stritter alt på mig. Jeg vil jo ikke, at verden er vanvittig. Nobody does! Jeg spørger ind til de bøger, han har skrevet om børn og unge, blandt andet bogen ”Børnenes fremtid”, der handler om skolesystemet. Jeg spørger ham, hvor han ser et konstruktivt håb derude. ”Det er et rigtig godt spørgsmål, fordi det kan jeg jo godt have nogle vanskeligheder med at se. Hvad det er for en fremtid, børn, der i dag er børn, ser ind i? Og det er også en af grundene til, at jeg tager verdensmålene så alvorligt. Verdensmålene handler ikke så meget om mine år på kloden. Det gør de også, men de handler meget mere om de menneskers fremtid på kloden, der i dag er børn. De børn, der endnu ikke er født. Det er deres fremtid, og jeg er bekymret for, hvad det er for en virkelighed, de kommer til at leve i.” Han indrømmer, at han er meget bekymret, fordi han ser så mange advarsler, og i virkeligheden er det den største opgave lige nu.. at udvikle en verden, som det er muligt at leve i som mennesker om 10, 20, 30 – 100 år. Her er verdensmålene de bedste svar, ikke de endegyldige, men de bedste, vi har lige nu, understreger han. CIRKLEN SLUTTET Det sidste spørgsmål må stilles, for med hans livserfaring, hvad har han så af gode råd til sine børnebørn – hvordan holder de sig oprejst, indtil transformationen er indtrådt, og vi har fået skabt den her bedre verden? ”Det første råd må være at leve i den verden, der er nu! Man kan ikke sætte sig udenfor. Man skal tage imod den verden, der er og engagere sig i den, arbejde i den, lege i den, være i den, uddanne sig i den og være med til at lave ændringer og deltage i initiativer, der skal gøre den bedre. Det er derfor jeg blandt andet talte om alle de her civilsamfunds initiativer. At vi hele tiden har den bevidsthed, at vi kan være med til at ændre og påvirke dér, hvor vi nu er - ændre for mig selv, men også for min næste.” Vi taler om at indgå i meningsfulde forpligtende fællesskaber - fællesskaber med et blik, der rækker ud over en selv, at man er bevidst om det, der er uden for en, og som er afhængig af en, og som man selv er afhængig af. Vi taler om at sætte aftryk, hvilket ønsker min klimahelt at sætte, når han en dag, mæt af gode dage, siger farvel...det er ikke nemt at stille spørgsmålet, på en måde alt for privat. Steen Hildebrandt ser mildt på mig, da han svarer. ”Den aktivitet, jeg har været mest optaget af hele mit liv er lærerrollen. Det har været mit hovedvirke, så mit håb er, at der er mennesker derude, der har haft glæde af den undervisning og den formidling, jeg har givet, og at det har haft en effekt på den måde, at det har påvirket mennesker til at tænke, reflektere og måske handle anderledes. Alle mennesker har en rolle at spille. Det vil sige, at alle menneskers praktiske adfærd er af betydning.” Alle mennesker har en rolle at spille. Det vil sige, at alle menneskers praktiske adfærd er af betydning.

🌱


6 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page